Gå til indhold
Vejen Gymnasium og HF udbyder HF3 fra 2023

Pressemeddelelse -

Vejen Gymnasium og HF udbyder HF3 fra 2023

Vejen Gymnasium og HF har siden 90’erne udbudt HF-uddannelsen, og fra august 2023 udvides paletten, så man som elev også kan tage en HF3.

En HF3 er en uddannelse for elever, som på grund psykiske udfordringer har brug for mere ro, struk­tur og støtte for at kunne lykkes med sin uddan­nelse.

HF3 er planlagt over tre år i stedet for to, så man har et år mere til at lære det samme. Det giver en skoleuge med færre timer og færre fag. Man begynder med dansk, engelsk og matematik, og på andet og tredje år bygges der flere fag på.

En af de unge, der har glæde af HF3 er Freia Elstrup Steeman på 19 år. Hun bor i Jels, men går på Kolding HF og VUC. Hun er midt i det 2. år på en HF3 uddannelse.

- Måden uddannelsen er særligt tilrettelagt er ved blandt andet at have klassementorer. Der er en mentor for hele klassen, som er der i timerne, og hver elev har en mentor, som de kan have samtaler med i løbet af ugen. Det er godt, hvis der opstår problemer i dagligdagen og i klassen, fordi så har man nogen at gå til for hjælp og støtte, siger Freia Elstrup Steeman og fortsætter:

- Lærerne har også respekt for hvis man har brug for at arbejde alene, tage pauser, have hovedtelefoner på og hvis man ikke vil forstyrres. De forstår, at vi har nogle udfordringer, og de kan hjælpe os, hvis vi har behov for det.

På HF3 er der færre elever, og det faste klasseværelse ligger et roligt sted på skolen. Eleverne sidder ved enkeltmandsborde, og der er fokus på, at de fysiske rammer er klare og overskuelige for eleverne i hverdagen.

Undervisningen på HF3 er bygget op med tydelig struktur og klare mål for alle timer. Der er altid en ekstra støtteperson til stede omkring undervisningen. Uddannelsen er blevet til i tæt samarbejde med Vejen Kommune.

- Vi oplever et stort behov for en lokal ungdomsuddannelse til de her unge, og det er meget positivt, at de unge fra næste skoleår ikke skal tage ud af kommunen for at uddanne sig, siger udvalgsformand for skoler og børn, Claus Kulmbach.

Også på Vejen Gymnasium og HF er der store forventninger til HF3.

- Vi glæder os til at kunne tilbyde denne uddannelse til elever, som har de faglige evner til at få en HF-uddannelse, men før har været begrænset af psykiske udfordringer og derfor ikke kunnet klare en almindelig hverdag på gymnasiet. Vi ved, det er en stor sejr for den enkelte at få huen i hus og på sigt kunne komme ind på en videregående uddannelse, fastslår rektor Lars Amdisen Bossen.

Emner

Regions


Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.

Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.

Kontakt

Anja Maarslet

Anja Maarslet

Pressekontakt Chefkonsulent 2910 2031
Sigrid Hald Kristensen

Sigrid Hald Kristensen

Pressekontakt Kommunikationsrådgiver 2924 4972

Hjertet af Syddanmark

Vejen Kommune er en mellemstor kommune med knap 43.000 indbyggere og cirka 19.000 arbejdspladser. Vejen Kommune har stort fokus på fødevarebranchen, og en meget stor del af arbejdspladserne finder man i den branche. Vejen Kommune prioriterer sit erhvervsliv, og har et tæt samarbejde med kommunens mange virksomheder, og forsøger på bedste vis at bistå virksomhederne med god service og kvalificeret arbejdskraft.
Vejen Kommune har masser af smuk og varieret natur, som benyttes flittigt at både lokale og turister. Der er et aktivt foreningsliv i hele kommunen, blandt andet med Vejen Idrætscenter som har stribevis af tilbud, og som også har stor erfaring med afholdelse af større sportsbegivenheder, event, foredrag, konferencer og meget mere.
I Vejen er der billige byggegrunde, både for privat og for erhvervslivet, og der er mange forskellige boformer, blandt andet i en række attraktive landsbyer.
Også handelslivet i Vejen er aktivt og varieret, det gælder til dels i centerbyerne, men i høj grad i Vejen, som byder på et stort og varieret handelsliv med mange butikker.
I Vejen Kommune er der gode muligheder for pasning af børn, og et varieret og kreativt undervisningsmiljø.

Vejen Kommune
Vejen Kommune
Rådhuspassagen 3
6600 Vejen
Danmark