Gå til indhold
Ventilatorer har givet et bedre indeklima på Skodborg Børnecenter

Pressemeddelelse -

Ventilatorer har givet et bedre indeklima på Skodborg Børnecenter

Elever og lærere er positive over det gode resultat

Den lille hvide loftventilator ser ikke ud af meget, men effekten af den er stor. Det kan både elever og lærere fra Skodborg Børnecenter bekræfte. I to af børnecentrets klasselokaler har de nemlig testet den lille loftsventilator af, og den har givet lokalerne et meget bedre indeklima.

Lokalerne, der ligger på 2. sal, er ofte meget varme om sommeren, hvor solen står direkte på, og det giver hurtigt hovedpine og træthed hos eleverne. Og selvom der sagtens kan åbnes vinduer og luftes ud, er det ikke altid den rigtige løsning. Klasseværelserne ligger nemlig ud til børnehavens legeplads, så det giver uro og larm, når de mindste er ude at lege. Derfor har Skodborg Børnecenters ledelse og Vejen Kommunes energispecialist kigget ind i alternative løsninger, og det har været en positiv oplevelse. Ventilatorerne blev opsat før sommerferien, hvor det var rigtig varmt, og hvor det gav god mening at prøve dem af.

- Vi var da en smule skeptiske i starten, fortæller Heidi Slominski, der er leder af Skodborg Børnecenter.

- Vi kunne dog tydeligt mærke en forskel allerede efter eleverne kom ind fra første frikvarter. De første, der kom ind i lokalet, udbrød: Ej hvor er det dejligt at komme ind.

Skodborg Børnecenter består af nogle ældre bygninger. De har både charme og sjæl og fungerer i det store hele rigtig godt. Dog har ledelsen fokus på at løfte kvaliteten af de læringsmiljøer, hvor der arbejdes og undervises i, og det kan en opjustering af indeklimaet være med til. Ventilatorerne er beregnede til at blive brugt både sommer og vinter. Når det er varmt i lokalet, kan den indstilles til at flytte luften rundt, så det giver en fornemmelse af, at det føles køligt. Og er der koldt i lokalet, kan den indstilles til at flytte den varme luft fra loftet indirekte ned i lokalet, så eksisterende varme udnyttes bedre.

- Nu kender vi resultatet fra en varm sommer, så vi har været spændte på, hvordan ventilatorerne virker, nu hvor det er rigtig koldt, forklarer Jakob L. Nielsen, der er energispecialist i Teknik & Miljø i Vejen Kommune.

Han har derfor været i jævnlig i kontakt med skolens pedel og leder, der fortæller, at det også fungerer rigtig godt om vinteren.

Virksomheden Nordicco A/S, der har leveret ventilatorerne, er glade for det gode resultat. De har fulgt forløbet fra starten og iværksatte en spørgeskemaundersøgelse blandt eleverne både før og efter ventilatorerne blev taget i brug. Undersøgelsen viste tydeligt, at indeklimaet blev forbedret blot ved at sætte bevægelse i luften.

- Det glæder os, at Vejen Kommune har investeret i indeklimaforbedrende tiltag og i særdeleshed også, at de har valgt at følge op på det med brugerundersøgelsen. Det er i den grad relevant at inddrage eleverne, da det er dem, der dagligt opholder sig i lokalerne. Ud fra de svar de har givet, har de bekræftet, at systemet virker, pointerer Søren Lund Pedersen, der er salgschef hos danske Nordicco A/S.

Ofte hænger indeklima og energiforbrug uløseligt sammen og investering i indeklima kan være en kostbar affære, både hvad angår installation og efterfølgende drift. Budgetmæssige begrænsninger har dog ikke stoppet Vejen Kommune for at teste en alternativ indeklima-løsning af i håb om at gøre en forskel for udvalgte skoleklasser på Skodborg Skole.

Vejen Kommune har de seneste år opsat ventilatorer i 20 kommunale bygninger fx børnehaver, gymnastiksale eller på biblioteker. Det er primært steder, hvor der er højt til loftet, og hvor det giver mening at flytte den varme eller kolde luft, så den bliver udnyttet rigtigt.

Emner

Kategorier

Regions


Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.

Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.

Kontakt

Søren Lund Pedersen

Salgschef Nordicco 73709083

Jacob L. Nielsen

Energispecialist Teknik & Miljø 7996 6165

Hjertet af Syddanmark

Vejen Kommune er en mellemstor kommune med knap 43.000 indbyggere og cirka 19.000 arbejdspladser. Vejen Kommune har stort fokus på fødevarebranchen, og en meget stor del af arbejdspladserne finder man i den branche. Vejen Kommune prioriterer sit erhvervsliv, og har et tæt samarbejde med kommunens mange virksomheder, og forsøger på bedste vis at bistå virksomhederne med god service og kvalificeret arbejdskraft.
Vejen Kommune har masser af smuk og varieret natur, som benyttes flittigt at både lokale og turister. Der er et aktivt foreningsliv i hele kommunen, blandt andet med Vejen Idrætscenter som har stribevis af tilbud, og som også har stor erfaring med afholdelse af større sportsbegivenheder, event, foredrag, konferencer og meget mere.
I Vejen er der billige byggegrunde, både for privat og for erhvervslivet, og der er mange forskellige boformer, blandt andet i en række attraktive landsbyer.
Også handelslivet i Vejen er aktivt og varieret, det gælder til dels i centerbyerne, men i høj grad i Vejen, som byder på et stort og varieret handelsliv med mange butikker.
I Vejen Kommune er der gode muligheder for pasning af børn, og et varieret og kreativt undervisningsmiljø.

Vejen Kommune
Vejen Kommune
Rådhuspassagen 3
6600 Vejen
Danmark