Gå til indhold
Operalegenden José Cura iscenesætter Tosca på Den Jyske Opera

Pressemeddelelse -

Operalegenden José Cura iscenesætter Tosca på Den Jyske Opera

Den Jyske Opera løfter nu sløret for, at verdensstjernen José Cura kommer til Aarhus i august 2023, hvor han iscenesætter Puccinis mesterværk Tosca. En opera han selv har sunget mere end 250 gange.

Til august kan publikum glæde sig til at opleve Puccinis Tosca i en iscenesættelse og scenografi skabt af én af verdens største tenorer: José Cura – her som instruktør, scenograf og lysdesigner. Han iscenesætter Puccinis lidenskabelige mesterværk, hvor jalousi, kærlighed og farligt magtspil i sidste ende koster alle hovedpersonerne livet.

Operachef på Den Jyske Opera, Philipp Kochheim, glæder sig over, at Den Jyske Opera for første gang kan byde verdensstjernen velkommen til Danmark og Aarhus i rollen som instruktør. Han uddyber:

”Det er med glæde og stolthed, at Den Jyske Opera trækker en så stor operalegende til Danmark. José Cura er ikke blot én af verdens største tenorer, men også en tryllebindende skuespiller, komponist og instruktør, som her skal iscenesætte Puccinis mesterværk Tosca i Aarhus til august.”

En af vor tids største Cavaradossi’er
José Cura havde sin rolledebut i Tosca i 1995 og har siden sunget rollen som Mario Cavaradossi i Tosca mere end 250 gange. Han glæder sig til, sammen med sin faste samarbejdspartner, Silvia Collazuol, at kunne udleve nogle af sine visioner for, hvordan operaen skal opsættes. Han udtaler:

”Jeg sang første gang i Tosca i 1995, og jeg har portrætteret Cavaradossi mere end 250 gange i alle slags opsætninger. Det giver mig en stor fordel i forhold til at beslutte, hvilke idéer der virker bedre end andre. Denne gang vil jeg – ikke som sanger men som instruktør – forsøge at dele min erfaring med sangerne og hele produktionen og skabe en følelse af, at vi går sammen langs en velkendt vej. Jeg har lært holdet på Den Jyske Opera, Store Scene i Musikhuset Aarhus og selve byen at kende, og jeg er meget positiv og synes, vi har de bedste forudsætninger for, at denne fantastiske opera kan formes smukt og i stor menneskelig harmoni.”

Glædeligt gensyn med flere internationale sangere
I rollen som Tosca kan publikum se frem til at opleve Stefania Dovhan, der tidligere kunne opleves på Den Jyske Opera i både Passageren (2018) og i titelrollen i Kleopatra (2019). Over for hende debuterer Sergey Polyakov på Den Jyske Opera i rollen som Cavaradossi. Scarpia synges af David Kempster, mens Angelotti synges af Zaza Gagua, der begge kunne opleves i bærende roller i Rigoletto (2020). De øvrige roller besættes af Andreas Winther, Jens Jagd, Morten Wang og Jani Kyllönen fra Den Jyske Operas Kor. Den anerkendte dirigent Vincenzo Milletari dirigerer Aarhus Symfoniorkester.

Kæmpestort kor på scenen
Foruden solisterne bliver Tosca båret igennem af et kæmpestort kor. Som noget særligt kan dygtige amatørsangere blive en del af det storslåede kor i Puccinis opera. Den Jyske Opera søger nemlig i foråret 2023 amatørsangere i alderen 18-75 år til et X-traKor, der sammen med Den Jyske Operas Kor, unge sangere fra TalentU og Skt. Clemens Drengekor vil stå på scenen.

Premiere og spillested
José Curas iscenesættelse af Tosca får premiere den 15. august og spiller i alt 6 gange i Musikhuset Aarhus d. 15., 16., 18., 19., 22. og 23. august 2023.

Billetsalget er åbent på Den Jyske Operas hjemmeside. Billetter kan også købes via Musikhuset Aarhus’ billetsalg fra kl. 12.00 på tlf. 89 40 40 40.

Sæson 2023/2024 byder også på H.C. Andersen-opera og fransk hjerteknuser
Foruden Tosca kan publikum i den kommende sæson opleve danske J.P.E. Hartmanns Ravnen som turnéforestilling i efteråret 2023 – en eventyropera for voksne med libretto af selveste H.C. Andersen. På forårsturnéen 2024 kan publikum opleve de knuste hjerters opera nr. 1: franske Jules Massenets Werther efter Goethes kultroman Den unge Werthers lidelser. Billetsalg til turnéforestillingerne åbner over hele landet i foråret 2024.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation & PR

Pressekontakt
HAVE Kommunikation & PR:
Sandra Nynne Jensen // sandra@have.dk // 22 86 30 94
Amalie Søndergaard // amalie@have.dk // 28 58 81 50

For øvrig information, kontakt venligst:
Den Jyske Opera:
Anne Visby Larsen // avl@jyske-opera.dk // 29 80 42 73
Marketing og kommunikationschef

Emner

Kontakt

Sandra Nynne Vognstrup

Sandra Nynne Vognstrup

Pressekontakt Rådgiver 22863094
Amalie Søndergaard

Amalie Søndergaard

Pressekontakt Rådgiver 28 58 81 50

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark