Pressemeddelelse -

Skjold Birkerød Fodbolds mangeårige ønske om et nyt klubhus rykker tættere på mål

Kultur- og Fritidsudvalget har besluttet, at der nu skal arbejdes videre med ønsket om klubhus for fodboldklubben, som har til huse i og ved Birkerød Idrætscenter.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på sit møde onsdag 30. november 2022, at der skal udarbejdes forslag til et klubhus til Skjold Birkerød Fodbold. Forslaget skal udarbejdes i tæt samarbejde med Skjold Birkerød Fodbold.

Beslutningen sker i fuld anerkendelse af planerne om at udarbejde en helhedsplan for Birkerød Idrætscenter i samspil med bymidten i Birkerød, Birkerød Gymnasium og Søholmskolen.

Klubhuset til Skjold Birkerød Fodbold vil dermed være en forudsætning for det kommende arbejde med helhedsplanen for området.

Skjold Birkerød Fodbold har tilkendegivet, at de er interesserede i selv at ville finansiere etableringen af klubhuset, ved egenfinansiering og lånoptagning med kommunal lånegaranti

Ramme om foreningslivet

Skjold Birkerød Fodbold har længe ønsket at få eget klubhus til sine medlemmer. Klubhuset skal danne ramme om de daglige aktiviteter og styrke klubbens sociale fællesskab. Det er Skjold Birkerød Fodbolds ønske, at huset skal bidrage til at skabe tilhørsforhold og fællesskab til Birkerød Idrætscenter for medlemmer, andre foreninger, børn i fritiden og borgerne i almindelighed.

Jeg er meget tilfreds, at der nu kan arbejdes videre med at etablere et klubhus til Skjold Birkerød Fodbold. Der er ingen tvivl om, at klubhuset vil være til stor glæde for klubbens medlemmer. Klubhuset vil formentlig kunne placeres der, hvor klubben i mange år har ønsket sig det – dvs. tæt på banerne og tribunen, hvor man kan være i tæt kontakt med spillerne. Nu skal vi i første omgang have afdækket de planmæssige og tekniske forhold i projektet, tidsplanen og ikke mindst økonomien, inden projektet kan blive endelig godkendt, udtaler formanden for Kultur- og Fritidsudvalget Knud Skadborg.

Arbejdet med projektet indledes i det nye år – i starten af 2023. Projektet skal efterfølgende endelig godkendes i Kultur- og Fritidsudvalget og Kommunalbestyrelsen.

Emner

  • Politik

Kategorier

  • rudersdal kommune

Regions

  • Rudersdal Kommune

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 57.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Jens Gregersen

Pressekontakt Head of Communications 46 11 11 50