Pressemeddelelse -

Birkerød svømmehal lukker midlertidigt

Onsdag i sidste uge (den 23. november) var Birkerød Svømmehal midlertidigt lukket på grund af et kloruheld, hvor en klortank var lækket. Efterfølgende har Rudersdal Kommune bedt Teknologisk Institut om at gennemgå svømmehallen både med henblik på at finde årsagerne til uheldet og for at sikre, at forholdene omkring svømmehallen er betryggende og lever op til myndighedernes krav.

Rudersdal Kommune har på baggrund af denne gennemgang valgt at lukke svømmehallen midlertidigt og med øjeblikkelig virkning indtil der er skabt sikkerhed for, at svømmehallen lever op til alle myndighedernes krav. Det betyder, at al svømning er aflyst indtil videre og at et svømmestævne planlagt i den kommende weekend aflyses.

Direktør Iben Koch, Rudersdal Kommune, siger: ”Det er en dybt beklagelig situation, men vi vil under ingen omstændigheder udsætte svømmehallens brugere for risiko. Derfor har vi valgt at lukke svømmehallen nu. Vi vil nu sammen med Teknologisk Institut gennemgå forholdene systematisk og udbedre evt. fejl og mangler i den udstrækning der er behov for det. Vi håber, at vi meget snart kan genåbne svømmehallen.”

Der kan på nuværende tidspunkt ikke oplyses om, hvornår svømmehallen åbner igen.

Emner

  • Politik

Kategorier

  • bygninger i rudersdal

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 57.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Iben Koch

Direktør 72681050