Gå til indhold
Kings of Convenience annoncerer en unik koncertrække i København

Pressemeddelelse -

Kings of Convenience annoncerer en unik koncertrække i København

I weekenden fra den 14. til den 16. april 2023 vil den norske folkpop-duo spille hele tre koncerter i Store VEGA.

Fredag og lørdag aften den 14. og 15. april 2023 inviterer Bergen-duoen bestående af Erlend Øye og Eirik Glambek Bøe til koncerter, hvor de spiller A-sides fra hele bagkataloget. Søndag den 16. april 2023 står den på eftermiddagshygge med et udvalg af gruppens B-sides.

Der skulle gå hele 12 år, fra Kings of Convenience udgav albummet Declaration of Dependence i 2009, til de igen gav lyd fra sig i 2021 med deres seneste udgivelse Peace Or Love.

Pladen klingede dog ikke af 12 års pause, men føltes derimod som en naturlig fortsættelse af deres distinkte lyd, som har fået flere til at kalde dem Norges svar på Simon & Garfunkel.

Flere medier – inklusivt GAFFA herhjemme – hyldede duoens comeback-album. Faktisk kvitterede GAFFA med hele fem ud af seks stjerner, og skrev om makkerparret, at ”det er, som om de blev født til at lave blød folkpop sammen.”

Kings of Conveniences lyd er måske bedst beskrevet med titlen på duoens 2001-debutalbum Quiet Is the New Loud. For det er faktisk præcis, hvad de manifesterer med deres simple og helt nedbarberede blanding af mildt guitarspil, bløde vokalharmonier, afdæmpet percussion og legesyge strygere. Det kommer fra Norden, men klinger af varmere himmelstrøg, når noter af sydlandsk Bossa Nova af og til blander sig i nordmændenes melankolske lydbillede.

Duoen spillede på dette års Roskilde Festival, men vi skal helt tilbage til 2016 for at finde sidste gang, de gæstede et dansk spillested. Her indtog de Train i Aarhus og Lille VEGA med deres ’Unrecorded Record Tour’.

Kings of Convenience mødtes i Bergen i 90’erne, hvor de begyndte deres musikalske samarbejde. Duoen har holdt flere pauser af varierende længde og arbejdet på sideløbende projekter. Blandt andet har Erlend Øye også hittet med det mere dansable alias The Whitest Boy Alive og også i en årrække udgivet musik (på italiensk blandt andet) under eget navn.

Nu melder duoen klar til at indtage Store VEGA tre dage i streg, og billetsalget starter fredag den 18. november kl. 11.00 via ticketmaster.dk.

Kings of Convenience – Store VEGA 2023

Fredag den 14. april 2023: A-sides
Lørdag den 15. april 2023: A-sides
Søndag den 16. april 2023: B-sides (eftermiddagskoncert)

Emner

Kategorier


Koncerten arrangeres af DTD Concerts (tidl. Beatbox Entertainment) - en del af DTD Group

DTD Concerts er en del af DTD Group

DTD Concerts er en af Danmarks største koncertarrangører med både internationale og danske artister, store som små.

DTD Concerts
Studsgade 35B, Aarhus, Danmark
8000 Aarhus C
Danmark